Opera for børn – for sjov – og for alle

Derudover har Signe Sneh en særlig interessere for at gøre opera lettere tilgængeligt for både børn og voksne og har lavet flere koncerter og forestillinger med dét formål. Signe Sneh er medstifter af operakompagniet PIN-UPERA, som fortæller operahistorier og eventyr for børn og voksne børn i alle alder. Idéen med Pin-upera er at vise operaens gode idé og fortælleform. Pin-Upera har blandt andet lavet forestillingen ”Klods Hans – en miniopera” og “Nattergalen”, som har spillet over tre perioder på Det Kongelige Teater samt på Copenhagen Opera Festival 2014. Sommer 2015 er Klods Hans på turné i New York, hvor de blandt andet skal spille på ved The Scandinavian Music Festival og The Children’s Educational Music Program. Signe har også optrådt som “Stand-up-Opera-Sanger” og som en del af ”Home Opera”. Signe er også medstifter af operakompagniet ”Operapastiche” sammen med Magnus Vigilius og Lukas Noerbel, der senest har opført ”Før Koncerten”, instrueret af Kasper Sejersen, hvor Signe har været medskribent på forestillingen. Derudover har Signe medvirket som prinsessen i eventyret om ”Prinsessen på Ærten” i en moderne børnevenlig version, som blev opført på Rigshospitalet med titlen ”Ærten på Riget”. Hun har også prøvet kræfter med skuespilfaget, musicals og operettegenren, hvor hun blandt andet har spillet hovedrollen i ”Frøken Nitouche” – og til efteråret 2015 varetager Signe partiet som Cunigunde i Bernstein’s Opera ”Candide” på den Fynske Opera. Signe har flere år optrådt på Copenhagen Opera Festival, på operafestivalen ”Opera i Frederikstad” i Norge, i Puccinis ”Madame Butterfly” på Opera Hedeland, ved koncertrække på Rosenborg Slot, på Hofteateret ved Christiansborgs Ridebane, live fra Københavns Rådhusplads ved Danmarks Internationale Flagdag m.m.